PrintSvensk studietur til Tehuset, Södra Älvsborgs Sjukhus i Västra Götalandsregionen

Nohr-Con’s svenske hospitalskonference var i år placeret i Gøteborg – bl.a. så vi på førstedagen kunne tage på studietur om formiddagen til det nye såkaldte Tehus på Södra Älvsborgs Sjukhus små tre kvarter øst for Gøteborg. Tehuset er navngivet således pga. dets opbygning med tre fløje, der tilsammen danner bogstavet ”T”, med det største personaleområde i plejebygningens akse.

Turen gik som sagt fra Gøteborg om morgenen efter opsamling ved konferencehotellet Gothia Towers. Køreturen gennem Vestsveriges granitomgivne motorveje med årets første sne på disse kanter var et smukt syn og gav de finske, danske og svenske deltagere tid til at netværke, inden vi nåede frem til sygehuset.

På sygehuset bød Carina Hanse og Katharina Ayres os velkommen, hvorefter Funktionsplanlægger Harrieth Larson præsenterede byggeprojektet, som stod færdigt i januar 2010, i auditoriet. Patientperspektivet har været udgangspunkt i planlægningsprocessen, og man har opsat meget høje energimål, hvilket har gjort, at bygningen er blevet klassificeret som GreenBuilding. Man har også lagt stor vægt på indretningen, som i høj grad er præget af kunst på væggene med naturmotiver i forskellige farver og former. Byggeriet omfatter i alt 20.000 m2 og har kostet ca. 435 millioner svenske kroner.

Efter den indledende præsentation blev deltagerne delt op i tre mindre grupper, så vi forstyrrede sygehuspersonalets arbejdsgang og patienternes velbefindende så lidt som muligt undervejs på rundturen. Forskellige afdelingsledere fortalte undervejs om de erfaringer, de har gjort sig, og de udfordringer de har oplevet efter at have taget Tehuset i brug. 

Tehuset indeholder følgende afdelinger: Kirurgi og gynækologi, Hæmatologi og onkologi, Kirurgi, Ortopædi, Lungeafdeling, Hjerte-Lunge akutfunktion, Dagkirurgi-, endoskopi- og smerteafdeling, Genoptræning og terapi. I alle husets tre fløje er der enkeltstuer med en centralt placeret arbejdsstation til personalet, så der ikke er langt til patienterne.

Efter rundvisningen spiste vi frokost i sygehusets kantine, inden turen gik tilbage til Hotel Gothia Towers, hvor konferencen fortsatte med to indlæg om eftermiddagen og endnu en konferencedag dagen efter. Du kan se flere billeder fra studieturen her nedenfor. Nohr-Con afholder næste konference om byggeri af fremtidens hospitaler og sygehuse i København d. 17.-19. april 2012, og hvis du tilmelder dig vores månedlige nyhedsbrev om sundhedsbyggeri i boksen ude til højre her, vil du få besked, når programmet er klar.