PrintStudietur til nye og ombyggede skoler i København og Malmø
D. 4. oktober 2011
Besøgssteder:
Tagensbo Skole, København NV
Vanløse Skole, København NV
Västra Hamnen Skole, Malmø
Möllevångskolen, Malmø
Dette års velbesøgte Nohr-Con konference om byggeri af fremtidens skole bød på en opvarmningsdag i form af en studietur til nye og ombyggede skoler i København og Malmø. Hele firs af de over hundrede deltagere på konferencen valgte at benytte sig af muligheden for at deltage på studieturen, hvilket betød at vi kørte i to busser, som kørte i modsat retning af hinanden for ikke at overbebyrde besøgsstederne midt i skoletiden. På en ualmindelig varm og solrig oktoberdag blev deltagerne samlet op ude foran Hotel Radisson BLU Scandinavia på Amager i København, hvor konferencen også blev afholdt dagen efter.

Første stop på lærdommens rute var Tagensbo Skole i det københavnske nordvestkvarter. Arkitekt Peter Horwitz fra Kjær og Richter viste rundt på skolen, der er en sammenlægning af Bispebjerg Skole og Grundvigs Skole. Pga. det ekstreme skybrud i starten af juli måned er alt byggearbejdet på skolen ikke færdiggjort – det var ellers planen, at skolen skulle have (gen)åbnet samtlige faciliteter til skolestart her i efteråret 2011 – og der var derfor stadig godt gang i håndværkernes redskaber. Knap 7.000 kvm. af den tidligere Grundtvig Skole er blevet ombygget, og skolen har samtidig fået en helt ny tilbygning på 3.000 kvm. i 4 niveauer. Desuden er der kommet nye idrætsfaciliteter på 1000 kvm. med både en ny multihal og udendørs idrætsfaciliteter.

Næste stop på dagens studietur var Vanløse Skole lidt længere mod sydvest i København. Arkitekt Susanne Schelde fra Holm & Grut Arkitekter mødte os og viste rundt på skolen, hvor de tidligere så mørke klasselokaler og gangarealer har fået et markant løft, samtidig med at skolens faglokaler er bragt op til moderne standard, toiletterne er blevet renoveret, og skolen har fået et helt nyt pædagogisk center. Også skolens udearealer og skolegårde er blevet renoveret og opdateret, og i forbindelse med renoveringen er en ny imponerende Vanløsehal bl.a. også blevet opført til gavn for både skolens elever og lokalområdet. Anlægssummen på hele renoveringen har været knap 74 millioner kr., hvoraf de 36 mio. gik til skolen.

Efter frokosten på Hotel Crowne Plaza i Ørestaden, hvor den nye regering forhandlede regeringsgrundlag for nylig, gik turen videre over Øresundsbroen til Malmø til de to sidste besøgssteder. Først var det Västra Hamnen Skoles tur. Skolen ligger i den helt nye bydel Västra Hamnen lige ved siden af det imponerende bygningsværk Turning Torso og omgivet af flere fascinerende byggeprojekter. Projektleder Mikaela Peetre Malthe fra Malmö Stadt viste den nybyggede skole frem, som åbnede sidste sommer. Skolen rummer cirka 5000 kvm. bygninger på en 12.300 kvm. stor grund og har plads til 450 elever qua en fleksibel planløsning, sådan at lokalerne kan tilpasses både børnehave og skole alt efter behov og børnetal. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at skolens tag er belagt med sedumgræs, og facaderne er af håndslået tegl.

Sidste stop på dagens studietur var Möllevångskolen i bydelen Södra Innerstaden midt i Malmø. Her viste Arkitekt Kristina Nilsson fra White Arkitekter skolen frem, som rummer plads til 480 elever i alderen 6 til 15 år. Skolen er bygget ud fra tanken om at være ”skolen i byen”, og skolens centrum er biblioteket – et lokale i to plan med et stort panoramavindue til Folkets Park. Det store fællesrum med scene, cafe og musiklokaler, der om dagens anvendes til spisesal og fritidsklub, kan lejes til aktiviteter af områdets beboere om aftenen – og på den måde fungerer skolen også som mødested i lokalområdet. Efter dette sidste besøgssted gik turen tilbage til København og Hotel Radisson BLU Scandinavia.
Du kan se flere billeder fra studieturen her nedenfor, og vil du gerne høre fra os, når næste skolekonference og -studietur er programlagt, så kan du tilmelde dig vores månedlige nyhedsbrev om fremtidens skolebyggeri i boksen ude til højre her.
Tagensbo Skole:


Vanløse Skole:




Frokost på Hotel Crowne Plaza og kørsel til Malmø:



Västra Hamnen Skole (og Turning Torso):





Möllevångskolen:




