PrintStudietur til nye kontor- og domicilbyggerier i København og omegn

21. september 2011

 

Besøgssteder:

First Clients, kontorhotel på Langebrogade, København

Widex, nyt domicil, Vassingerød

Tryg Vesta, nyindrettet domicil, Ballerup

Mikado House, flerbrugerhus, København

Dette års kontorstudietur startede med et oplæg ved Philip Tidd, Managing Director, DEGW (UK), som fortalte om forskellige trends og udfordringer, som gør sig gældende inden for kontorbyggeri – både nu og i fremtiden. Tidd kom bl.a. ind på den store rolle teknologi spiller for arbejdslivet i dag, og hvordan man bedst inkorporerer den i kontor- og domicilbyggeri. En af hans pointer er, at mange medarbejdere ikke længere behøver møde fysisk op på kontoret, og det er derfor vigtigt at bygge kontorer, der er netværksorienterede og altså fokuserer på interaktionen (online og offline) medarbejderne imellem og deres øgede mobilitet.

Efter det indledende oplæg og morgenkaffen var det blevet tid til en kort rundvisning i kontorhotellet First Clients, som oprindelig er designet af Arne Jakobsen, men som i de senere år har gennemgået en omfattende renovering dog med fokus på at bevare Arne Jakobsens unikke aftryk. Bygningen har desuden en fantastisk glasmosaik i 4 etagers højde, inspireret af byes lys der rammer vandet ved den nærliggende Langebro.

Første stop uden for København var høreapparatproducenten Widex’ nye domicil i Vassingerød. Den cirkelrunde bygning er noget af det ypperste bæredygtige byggeri Danmark endnu har præsteret med en CO2-negativ produktion bestående af egen energi- og elforsyning i form af en vindmølle, solceller på facaden og et grundvandsbaseret pumpesystem. Projektleder John Andersen fra Balslev Rådgivende Ingeniører A/S stod for rundvisningen rundt i det imponerende byggeri, som bl.a. rummer avancerede industrimaskiner, kontorer, eget filmstudie, fitness, underjordisk parkeringskælder mv.

Efter en frokost på Regatta Pavillonen med udsigt udover Bagsværd Sø, var turen kommet til Tryg Vestas nyindrettede domicil i Ballerup, hvor arkitekt Katja Viltoft fra JJW Arkitekter viste rundt. En af udfordringerne ved renoveringen var at skabe en god akustik og et differentieret lydbillede i kontorbyggeriet. Blandt andet gennem en akustikstrategi og brug af lydabsorberende materialer. Samtidig var bæredygtighed et omdrejningspunkt i ombygningen, og der er kommet helt nye indendørs fællesfaciliteter imellem de eksisterende bygninger.

Sidste stop på turen var flerbrugerhuset Mikado House i Ørestad Nord i København. Arkitekt Hallgrímur Þór Sigurðsson fra Arkitema og Projektdirektør Bettina Nilakantan fra C.W. Obel Ejendomme viste rundt og fortalte om udfordringen med at skabe rum der er fleksible og giver lejeren plads til at sætte sit eget præg på lokalerne, samtidig med at man bevarer et udtryk, der præsenterer arkitekturen fra sin bedste side af. Det store atrium indbyder til netværk, og med både en café og åbne fitnesslokaler i stueetagen er der altid liv i bygningen.

Du kan se flere billeder fra studieturen her nedenfor, og vil du gerne høre fra os, når næste kontorstudietur er programlagt, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev om fremtidens kontorbyggeri i boksen ude til højre her:

Widex:

TrygVesta:

Mikado House: