Udbudsrådet - Virksomheder oplever barrierer, når de skal løse kommunale opgaver

Udbudsrådet - Virksomheder oplever barrierer, når de skal løse kommunale opgaver

24. Juni 2011

Pressemeddelelse fra udbudsraadet.dk

Private virksomheder oplever en række barrierer, når de skal løse kommunale opgaver på det sociale område. Det viser en analyse fra Udbudsrådet, som sætter fokus på en række opmærksomhedspunkter, der begrænser konkurrencen om de sociale opgaver.

Private virksomheder vil gerne løse kommunale opgaver på det sociale område. Men virksomhederne støder på en række barrierer, der får dem til at vælge de kommunale opgaver fra.

Det har den konsekvens, at konkurrencen på området ikke er så god, som den kunne være, og dermed at opgaverne ikke nødvendigvis løses bedst og billigst.

Det viser analysen Barrierer for privat virksomhed på det sociale område fra Udbudsrådet. I analysen er en række private aktører spurgt om de væsentligste barrierer for levering af ydelser til kommunale plejeboliger, botilbud og opholdssteder.

Virksomhederne peger blandt andet på, at rammerne for at skabe profit er uhensigtsmæssige. Det hæmmer private aktørers incitament til at løse sociale opgaver i kommunerne.

Den begrænsede erfaring med at inddrage private virksomheder i løsningen af kommunale opgaver blandt både kommuner og virksomheder samt brugernes manglende kendskab til de private virksomheders tilbud udgør også barrierer.

Analysen giver et bud på en række opmærksomhedspunkter, der kan fokuseres på for at øge konkurrencen på socialområdet.

De kommunale opgaver på socialområdet udgør over halvdelen af de opgaver, der samlet set kan skabes konkurrence om i kommunerne.

Formand for udbudsrådet, Jørgen Lindegaard, udtaler:
Konkurrence om de kommunale opgaver sikrer, at opgaverne løses bedst til prisen. Konkurrence sikrer også nytænkning i løsningen af opgaverne. Derfor er det afgørende, at rammerne på det sociale område ikke står i vejen for, at private virksomheder kan løse opgaver på området.

Alt for mange private leverandører støder i dag på barrierer, der begrænser deres mulighed for at løse kommunale opgaver på det sociale område. Jeg håber derfor, at analysen vil skabe debat om de barrierer, som de private aktører oplever på det sociale område, så konkurrencen om de offentlige opgaver kan få endnu et skub i den rigtige retning. Jeg håber desuden, at de omtalte opmærksomhedsområder senere må blive omdannet til egentlige aftaler og eller krav.

For yderligere information kontakt Udbudsrådets pressesekretariat på tlf: 72 26 80 20.

Læs ”Barrierer for privat virksomhed på det sociale område” her.

Nohr-Con, Enghavevej 40, 3. sal, 1674 København V, Tlf. +45 70 20 11 46, Fax +45 70 20 11 56, E-mail info@nohr-con.dk