Print Erhvervs- og Byggestyrelsen: Ændring af BR10 - Bygningsklasse 2020 introduceres
24. August 2011
Kilde: http://www.ebst.dk/bygningsreglementet.dk
Der er med seneste ændring af bygningsreglementet indført en frivillig bygningsklasse 2020.
I den energipolitiske aftale fra 2008 er det fastlagt, at energiforbruget i nybyggeriet skal reduceres med 25 pct. i 2010, 25 pct. i 2015 og 25 pct. i 2020, i alt en reduktion på 75 pct. Med det ændrede BR10, som trådte i kraft den 30. juni 2010, blev der indført en stramning af energikravene med 25 pct., samtid blev den frivillig lavenergiklasse 2015 introduceret.
Med den nye bygningsklasse 2020 udmøntes målet om reduktion af energiforbruget i nybyggeriet på 75 pct. Klassen forventes at blive standardkrav for alt byggeri i 2020. Bygningsklasse 2020 er udarbejdet i fællesskab med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra byggeriets parter, der har bidraget til de faglige løsninger i klassen.
Frem mod 2020 vil klassen være en frivillig udviklingsklasse, som sikrer, at byggebranchen kan høste konkrete erfaringer med opførelse af fremtidens lavenergibyggeri. Disse erfaringer vil både vise klassens styrker og udpege områder, hvor eventuelle revisioner vil være hensigtsmæssige.
Ændringerne træder i kraft den 24. august 2011 og er indarbejdet i reglementet her på siden.
En oversigt over de væsentlige ændringer kan ses herunder:
Indførslen af bygningsklasse 2020 medfører ændringer i bygningsreglementets kapitel 1, 6, 7 og 8 samt bilag 6.
Desuden er der i kapitel 1 og 2 mindre præciseringer og redaktionelle ændringer samt konsekvensrettelser.Disse fremgår ikke af dette dokument.
Kapitel 1
Styrket efterlevelse af 2020-byggeriet
Kommunerne skal i 10 pct. af 2020-bygningerne stille krav om dokumentation af korrekt udfyldt energiberegning. Ligeledes skal kommunerne i alle 2020 og 2015-byggerier forlange dokumentation for bygningernes tæthed.
Kapitel 7
Skærpede energi krav
En energiramme for bygningsklasse 2020, der er reduceret med 75 pct. i forhold til 2006. Der indføres ligeledes skærpede krav til varmetab gennem klimaskærm, klimaskærmens tæthed samt visse komponentkrav, der tilsammen sikrer et lavt energiforbrug i 2020-byggeriet.
Krav til indeklimaet
Der indføres et krav om dokumentation af temperaturforholdene om sommeren i kritiske rum. Kravet gælder også for byggerier opført efter lavenergiklasse 2015. Der stilles endvidere krav til det maksimale CO2--niveau i kontorer, skoler og institutioner. Ligeledes stilles krav til dagslys i bygninger, der opføres efter 2020-klassen. Endelig stilles der krav om, at luftvarme ikke må være eneste opvarmningskilde.
Fælles VE anlæg
Bygningsklasse 2020 præciserer, at fælles anlæg for vedvarende energi (VE anlæg), der opstilles i forbindelse med etableringen af bebyggelsen, kan indregnes i bygningens energiramme. Det er en forudsætning, at bygherren økonomisk bidrager til etableringen af VE-anlægget, som skal etableres på matriklen eller i nærheden af bebyggelsen.
Ændringerne i kapitel 6 og 8 henviser til bestemmelserne i kapitel 7.
Væsentlige ændringer i BR10 (01.07.2011-23.08.2011)
Opsætning af mobilantenner efter anmeldelse
Det er regeringens målsætning, at Danmark får en elektronisk kommunikationsinfrastruktur i verdensklasse, og opsætning af mobilantenner er en nødvendig forudsætning herfor. Der er derfor ønske om, at sagsbehandlingen af ansøgning om byggetilladelse til opsætning af antenner smidiggøres og forkortes.
På den baggrund ændres BR10, således at antennesystemer, der anvendes til radiokommunikation i elektroniske kommunikationsnet, fremover kan opsættes efter, der er sket anmeldelse til kommunen. Opsætning af disse antenner kræver i dag byggetilladelse. Anmeldelsesbestemmelsen i BR10 undtager ikke antenneejeren fra at indhente tilladelser, der er påkrævet i henhold til anden lovgivning fx planloven.
Kommunen har en frist på 2 uger fra den dag, anmeldelsen er modtaget, til at vurdere, om anmeldelsen opfylder anmeldelseskravene, eller om der er forhold, der bevirker, at der skal foretages en byggesagsbehandling.
Anmeldelsesbestemmelsen gælder alene for de mobilantenner, der er omfattet af masteloven. Af anmeldelsen skal mobilantennens placering fremgå og angivelsen af antennens placering skal følge adressesystematikken, der fremgår af adressebekendtgørelsen. Antenneejeren skal sammen med anmeldelsen fremsende dokumentation for, at der er indgået en aftale om opsætningen af antennen med den pågældende bygningsejer.
Samtidig vil IT- og Telestyrelsen foretage ændringer i bekendtgørelse om afgivelse af radiodækningsplaner og oplysninger om eksisterende antennepositioner, vedrørende præcision af indberetning af antennepositioner.
Lempelse af kravene for opførelse af garager, carporte m.v.
Som del af regeringens Væk med bøvlet-plan ændres grænsen for, hvornår garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger skal anmeldes til kommunen. Efter de gældende regler skal byggearbejder med et areal op til 50 m2 anmeldes til kommunen.
Fremover kan garager m.v. med et areal på op til 35m2 opføres uden anmeldelse til kommunen, dog skal garager m.v., som opføres i forbindelse med sammenbyggede enfamilieshuse, anmeldes, hvis arealet er over 20 m2.
Garager m.v. med et areal over 35 m2 og højst 50 m2 skal fortsat anmeldes til kommuner. For garager m.v. i forbindelse med sammenbyggede enfamilieshuse skal der ske anmeldelse, når arealet er over 20 m2 og højst 50 m2.
Ophævelse af 25 pct. reglen
Som led i Væk med bøvlet-planen ophæves endvidere 25 pct. reglen i kap. 7.4.3. Ved ombygninger i eksisterende bebyggelse, der udgør over enten 25 pct. af klimaskærmen eller 25 pct. af den offentlige ejendomsværdi, skal der herefter ikke længere foretages rentabilitetsberegninger af, om der skal udføres yderligere energibesparende foranstaltninger. Bygningsejeren skal dog stadig foretage efterisolering ved mindre renoverings-, udskiftnings- og ombygningsarbejder, hvis efterisoleringsarbejdet i det konkrete tilfælde er rentabelt. I bilag 6 findes eksempler på efterisoleringsarbejder, der normalt er rentable.
De væsentligste ændringer i BR10 (01.12.2010-30.06.2011 )
Nedenfor følger en kort oversigt over de væsentligste ændringer i BR10, der trådte i kraft den 1. december 2010.
Forlængelse af overgangsbestemmelsen for varmepumper:
I § 3, stk. 5 er der blevet indført en overgangsperiode for krav om varmepumpers normeffekt. Overgangsbestemmelsen medfører, at der frem til den 31. december 2011 lovligt kan anvendes jordvarmepumper og luft/vand varmepumper, der forsyner radiatorer og/eller gulvvarme, med en normeffektfaktor på mindst 3,1.
For alle øvrige bestemmelser i BR10 gælder fortsat en overgangsperiode mellem 30. juni og 30. december 2010.
Opfølgning på sidste vinters tagkollaps:
Som følge af den seneste vinters tagkollaps foretages der to ændringer i BR10 således, at risikoen for kollaps af tagkonstruktioner fremover mindskes.
Bestemmelsen om, at snelast kan reduceres med 65 pct. for væksthuse ved gartnerier, er ændret således, at bestemmelsen fremover kun omfatter opvarmede væksthuse.
Bestemmelsen om, at ved jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger kan mindre tilbygninger på indtil 200 m2 etageareal til bestående avls- og driftsbygninger udføres i samme konstruktion som den bestående bygning, er blevet ophævet.
Øvrige mindre ændringer
Derudover er vejledningsteksten til bestemmelsen i kap. 4 om udformningen af legepladser blevet opdateret, således at det er de nyeste standarder, der henvises til. Standarderne indeholder en beskrivelse af de specifikationer, som beskytter mod den risiko, der er forbundet med, at børn benytter redskaber på legepladser.
I bestemmelsen i kap. 1 vedrørende byggesagsgebyrer er der sket en præcisering, så der fremover ikke hersker tvivl om, at kommunerne kan opkræve byggesagsgebyr, selvom kommunen meddeler afslag på byggeansøgningen. Bestemmelsen er udformet, så det er helt frivilligt for kommunerne, om de vil opkræve gebyr for afslag.
Bestemmelserne om nedrivning af bebyggelse blev i BR10 for overskuelighedens skyld samlet i en bestemmelse. Det præciseres, at der ved denne ændring ikke er tilsigtet nogen ændring i bestemmelserne omkring nedrivning, hvorfor de formelle krav om anmeldelse fortsat er gældende.
Vejledningsteksten til bestemmelsen om krav til isolering af klimaskærm og linjetab præciseres, så brugerne af bygningsreglementet ikke behøver konferere til andet sted i samme kapitel.
De væsentligste ændringer (30.06.2010-30.11.2010)
Nedenfor følger en kort oversigt over de væsentligste ændringer i hvert
kapitel i BR10.
Kapitel 1
- Der er i kapitel 1 indført en bestemmelse om, at kommunerne forud for en byggetilladelse skal foretage en vurdering af et byggeprojekts betydning for et eventuelt berørt habitatområde.
- Der er indført en ny bestemmelse om muligheden for at byggesagsbehandle master med fremtidige tilhørende antenner som en samlet ansøgning.
Kapitel 2
- Der er alene foretaget redaktionelle ændringer i kapitel 2.
Kapitel 3
- Der er indført krav om, at information om, orientering i og brug af bygningen skal være letlæselig og letforståelig i nye, offentlige, tilgængelige bygninger med en borgerrettet servicefunktion.
Kapitel 4
- Der er foretaget en række opdateringer vedrørende Eurocodes.
Kapitel 5
- Der er sket en skærpelse af brandkravene til forsamlingslokaler,der anvendes til diskotek og lignende formål, og hvor overskueligheden i tilfælde af brand er stærkt nedsat.
- Brandkravene til landbruget er blevet tilpasset, således, at de i lighed med alt andet byggeri nu også reguleres af funktionskrav.
Kapitel 6
- Der er indført en maksimalgrænse for indholdet af CO2 i daginstitutioner og skoler.
- For nybyggeri er der fastsat en grænse for radonindholdet på Bq/m3.
- Bygningsreglementets bestemmelse og vejledningstekst vedr. formaldehyd er blevet udbygget for at sikre et fortsat godt og sundt indeklima.
Kapitel 7
- Energikravene til nye bygninger er blevet skærpet med 25 %, og samtidig er der indført en ny lavenergiklasse 2015. Desuden er kravene til klimaskærmens isolering som helhed blevet skærpet.
- Der er indført krav om, at den enkelte bygningsejer også ved mindre renoveringer, udskiftningsarbejder og ombygninger i eksisterende bebyggelse skal overholde bygningsreglementets energikrav til de enkelte bygningsdele.
- På samme vis er der indført krav om, at der skal foretages efterisolering også ved mindre renoverings-, udskiftnings- og ombygningsarbejder, hvis efterisoleringsarbejdet i det konkrete tilfælde er rentabelt.
- Ved udskiftning af vinduer stilles der nu krav til vinduers samlede energibalance, så der tager højde for den energi, der kommer ind ad vinduet.
Kapitel 8
- Der er indført nye krav til varmepumper, kedler og cirkulationspumper.
- Ved tagudskiftning på bygninger uden for fjernvarmeområder, hvor forbruget af varmt vand overstiger 2000 l pr. døgn, skal der etableres solfangere svarende til dækning af varmtvandsforbruget om sommeren, hvis der er rentabelt.
- Bestemmelserne om skorstene og ildsteder moderniseres som følge af nye europæiske standarder og nye typer oliefyringsanlæg.
