Print EU-domstolens dom af 30. september 2010, sag C-314/09, Strabag
30. September 2010
En national regel, om, at ordregivende myndigheder kun er erstatningsansvarlige
for overtrædelse af udbudsreglerne, hvis de har handlet culpøst, er
i strid med 1. kontroldirektiv, også selvom den nationale regel pålægger de
ordregivende myndigheder bevisbyrden for, at de ikke har handlet culpøst.
Sagen angår en østrigsk lovgivning om de ordregivende myndigheders
erstatningsansvar for overtrædelse af udbudsreglerne. De relevante dele af
denne lovgivning kan gengives således: En ordregivende myndighed er erstatningsansvarlig
over for tilbudsgivere og ansøgere om prækvalifikation
for overtrædelse af udbudsreglerne. Det er en betingelse for erstatningsansvaret,
at den ordregivende myndighed har handlet culpøst, men den ordregivende
myndighed har bevisbyrden for, at den ikke har handlet culpøst.
En østrigsk ordregivende myndighed iværksatte et EU-udbud vedrørende
levering af et asfaltprodukt i en periode. Efter at der var indkommet tilbud,
besluttede udbyderen at indgå kontrakt med en af tilbudsgiverne. Nogle af
de andre tilbudsgivere, i det følgende omtalt som klagerne, klagede derefter
til et klageorgan over, at udbyderen havde taget det valgte tilbud i betragtning,
selvom dette tilbud ikke opfyldte et mindstekrav i udbudsbekendtgørelsen.
Klageorganet gav ikke klagerne medhold, og udbyderen indgik efter
klageorganets afgørelse kontrakt med den valgte tilbudsgiver.
Klagerne indbragte klageorganets afgørelse for en forvaltningsdomstol,
der ophævede klageorganets afgørelse med begrundelse, at den valgte tilbudsgivers
tilbud ikke opfyldte det pågældende mindstekrav. Klagerne indgav
herefter klagen på ny, denne gang til et nyt klageorgan, der havde afløst
det tidligere klageorgan. Det nye klageorgan gav klagerne medhold i klagen.
Klagerne anlagde derefter retssag mod udbyderen ved en østrigsk domstol
med påstand om erstatning. Udbyderen påstod frifindelse bl.a. med
henvisning til, at udbyderen som følge af det første klageorgans afgørelse
ikke havde handlet culpøst ved at indgå kontrakt med den valgte tilbudsgiver.
Retssagen passerede forskellige østrigske retsinstanser. Den øverste af
disse instanser forelagde sagen for EU-domstolen med nogle spørgsmål, der
sigtede til, om den østrigske lovgivning om ordregivende myndigheders erstatningsansvar
er i overensstemmelse med 1. kontroldirektiv, og til betydningen
af det første klageorgans afgørelse.
EU-domstolen fandt det kun nødvendigt at forholde sig til et af de stillede
spørgsmål, og EU-domstolens udtalelser om dette spørgsmål kan kort
gengives således:
1. kontroldirektiv indeholder intet om, at culpøs adfærd hos den ordregivende
myndighed er en betingelse for erstatningsansvar (præmis 35). Det
følger endvidere af effektivitetsprincippet, at muligheden for erstatning ikke
i højere grad end de øvrige sanktioner, der er angivet i 1. kontroldirektiv, må
afhænge af culpøs adfærd hos den ordregivende myndighed (præmis 39).
Det gør ingen forskel, at den ordregivende myndighed har bevisbyrden
for ikke at have handlet culpøst, idet dette medfører risiko for, at det lykkes
for den ordregivende myndighed at føre det nødvendige bevis. En sådan risiko
forelå i sagen som følge af afgørelsen fra det første klageorgan. (Præmis
41). I hvert medfører regler som de østrigske regler risiko for langsom2
melig behandling af et erstatningskrav, hvilket er i strid med 1. kontroldirektivs
formål (præmis 42-43).
EU-domstolen konkluderede herefter, at 1. kontroldirektiv til hinder for
en national lovgivning, der gør culpøs adfærd hos den ordregivende myndighed
til en betingelse for erstatningsansvar, også selvom den ordregivende
myndighed har bevisbyrden for, at den ikke har handlet culpøst (præmis 45).